Beslutning fra en repos

Politikens debatredaktion havde opfordret læserne til at fortælle om deres livs vigtigste beslutning. Redaktionen har modtaget mere end 60 essays fra læserne. Der bringer et udvalg hen over sommeren.
Teksten måtte ikke fylde mere end 1000 ord.

Her er mit bidrag, indsendt den 21. juli, 2020 (ikke publiceret):

Beslutning fra en repos

Essay
^{Hans Sejr Stentoft}

Jeg sidder på vores repos. Læser ”Den sidste humanist” og nyder blomsterne som blomstrer ihærdigt ved min regelmæssige puslen og venligt brug af vand til vanding. Humlebien nyder de tætte blomsterstande og vandre fra blomst til blomst og fylder sig. Det gør jeg også. Når jeg siger “vores” om reposen, indbefatter det hunden som jeg kan fornemme ligger på de varme træfliser. Vi nyder begge drivertilværelsen og tænker på de efterfølgende driverier. Her er lykke, for vi er sammen, hver for sig.

Repos, et fint fransk ord for ”hvile” som har fundet vej til dansk sprogbrug. En repos er den platform som forbinder to trappefag, en platform for hvile før den næste opadgående trappefag påbegyndes.

Altså et passende sted at tage store vigtige beslutninger, på sin egen repos, som afslutter det trappefag som føre op til lejligheden og den blå yderdør. Reposen er lidt større end en europapalle, ikke meget, men stor nok til et kvadratisk cafébord, blot klapstolene hentes fra pladsen bag døren, og forskellige blomsterkrukker ophængt på den på to sider omsluttende balustrade og placeret på træfliserne som udgør reposens gulv. Der er en aflang, forzinket, blomsterkasse placeret på bordet og optager cirka halvdelen. Tilplantet med Petunia i blå og hvid farve. Den røde petunia hænger i sin egen krukke. Tricolore, for frihed, lighed og broderskab.

Hun havde tilbudt mig hunden dagen efter bisættelsen af vores fælles veninde. ”Det vil være godt for dig; i passer sammen” sagde hun om mig og om hunden, en beagle på ca. syv år, han, og uden nævneværdige nøkker, rolig i sind og foretrækker afslapning. Med et ”det ville være godt for dig”, henviser hun til mit eget tab for godt 14 måneder siden, tabet af min elskede hustru gennem knap otteogtredive år. Hun og jeg havde taget kontakt igen efter venindens pludselige død. Vi mødtes og vi skrev og vi ringede, men talte aldrig eller kun sjældent om veninden.

Jeg svarede pænt at det ikke er første gang at ”hund” nævnes for mig, alle med mit afslag til følge. Men der var alligevel en fortsat tone i den mængde af salgsglade budskaber om hund, hun sendte. En tone som hverken hun eller jeg lod passere.

Efter min hustrus død og bisættelse blev mine tanker og handlinger spredt med spreder på de sociale medier; det lindrede sorgen at flere ville bære den sammen med mig, så efter et oplevelsesfyldt efterår og en fuldstændig modsat vinter, spirede solen frem udenfor mine vinduer og indenfor i min sjæl, foråret var på vej, jeg var ved at lære mig selv og min alenehed at kende.

Så blev Danmark lukket. Og der blev også lukket af for selvværdet og efter kort tid også en hjemsendelse fra arbejdspladsen og kollegerne. Min egen nedlukning var fuldbragt.

Men ingen indelukning til mig trods budskaberne om aflyste ferie, aflyste morgenmadsterrasser, aflyste firs års fødselsdage, aflyste arbejdsdage, aflyste frokoster og aflyste tog. Men livet er ikke aflyst, og jeg var jo netop på vej ud igen til menneskeheden uden to meters afstand. Nu skulle livet så leves hjemmefra, som officiel en-mands karantænestation.

Langsomt, men sikkert, kravlede jeg tilbage trods forlængelse af hjemsendelsen hele to gange. Det var ikke første gang jeg oplevede en nedlukning, så jeg hoppede ind i det kvadrerede rum. Det gjorde vi også de sidste uger min hustru levede; leverede i et rummeligt kvadrat uden at tænke på skiftet til næste kvadrat. I takt med kvadraterne blev mindre og mindre blev vores liv mere og mere intens, lige indtil den sidste replik faldt på dødslejet, skrevet med fattet håndskrift: ”Jeg elsker dig”; jeg var i ingen-tids-land.

Jeg var nu alene i det kvadrerede rum; stilheden larmede, tankerne larmede, jeg måtte igen søge hjælp på de sociale medier. Gåture, køreture og udture blev igen kastet ud, ledsaget af alt for meget tekst og endnu flere billeder, men det hjalp og snart følte jeg mig funktionsdygtig i mit eget selskab og i det samfund som havde trådt på bremsen. Nu larmede stilheden ikke mere, men lød ualmindelig smukt, ledsaget af fugle, grenenes hvisken og solens varme.

Hunden sad ikke på de varme træfliser, han var her ikke. Jeg havde taget muligheden for at tage den rigtige beslutning ved ikke at have hunden hos mig. Jeg var i midten af de fjorten dage hvor jeg passende var blevet indkaldt på arbejde; jeg kunne mærke efter om det var rigtigt at starte med hund, trefjerdedele inde i min forventede levetid.

Jeg havde fået muligheden for at få hunden på prøveplader, kaldte jeg det. Fra en søndag hvor hun afleverede hunden til næste lørdag hvor jeg afleverede hunden.

I denne næsten hele uge havde hunden og jeg levet et hundeliv jeg ikke vidste eksisterede, fyldt med glæde, varme, hjerte og behagelige oplevelser, samt en fortsat strøm af beskeder og samtaler. Vi talte stadig ikke om den fælles veninde og heller ikke meget om hunden. Hun kom på det aftalte sted og det aftalte tidspunkt, det var i en anden by, og tog imod hunden.

Så nu var beslutningen min alene. Hund eller ingen hund. Plusser og minusser blev summet sammen i mit hoved, uden der dog var særlig meget hoved og hale i de to forskellige fortegn, for muligheden for at hendes venskab også fulgte med, var eksisterende, og påvirkede i en vis grad antallet af plusser og ændrede minus til plus. Det største minus var dog stadig, at jeg var bange for at miste opmærksomheden overfor min afdøde hustru. Salgsbudskaberne ændrede karakter til trøstende ord om at opmærksomheden ikke vil ændre sig. ”Du svigter hende aldrig, hun vil have du skal være glad. Og glemme hende kommer heller aldrig til at ske”. Hun trøstede mig og blandede sig samtidig i regnskabet der faktisk var gået i plus, mine tårer løb uhæmmet. Jeg blev knyttet til både hun og hund.

Jeg læste videre i min bog, regnskabet var færdigt, beslutningen taget. Jeg rækker ud efter venskabet og hjælp.

Hunden flytter ind på første sal i næste uge.

Find de udgivne essay’s på Politiken her